A-kuldet – Belmo
Den 18.09.2005 fødte Bella 1 tæve og 5 hanner
Kuldet har en indavlskoefficient på 1,562%
Mor: Taga´s Nanza-Bella – Født: 20.09.2003
NOJ04, DKCH, INTCH, SCH, KLBCH, Racevinder 2006.
vWd: Fri. Patella luxatio: Fri. Øjne: Fri. HD: B AA: 0
Far: Tea´Land´s Mowgli Don´Kit – Født: 13.5.1998
DKCH, SCH, NCH, NORDCH, KLBCH, FINCH, INTCH.
vWd: Fri. Patella luxatio: Fri. Øjne: Fri.
A-kuldet´s dagbog
Vitovani´s Alpha de Bel´Mo “Alpha”. DKK reg. nr. 18687/2005 – Tæve
Ejer: Jane Kramp, Snekkersten
Udstilling: DKCH, Hollandsk Klub Champion 2006, KBHV2013 (BIM), KLBCH 2015
Træning/konkurrence: Lydighed (LP1, LP2), rally (rally øvet mester), agility
Sundhed: HD B/A, PL grad 2/1, højde 39 cm, steriliseret 3 år gammel. Aflivet d. 10. maj 2016 pga. sygdom
* * *
Vitovani´s Amigo de Bel´Mo ” Amigo”. DKK. reg. nr. 18690/2005 – Han
Ejer: Jens Kr. Nielsen, Randers
Udstilling: DKCH
Træning/konkurrence: Jagthundetræning, agility, lydighed
Sundhed: HD C/D, PL grad 0/0, højde 40 cm. Aflivet d. 25.02.2020 pga. alderdom.
* * *
Vitovani´s Alberto de Bel´Mo “Baloo”. DKK reg. nr. 18689/2005 – Han
Ejer: Gitta Gravgaard, Tilst
Udstilling: Excellent
Træning/konkurrence: Agility, lydighed (DKLPCH, AG 1+2)
Sundhed: HD A/A, PL grad 0/0, højde 40 cm, kastereret. Aflivet juli 2020 pga. alderdom.
* * *
Vitovani´s Alfonzo de Bel´Mo “Baloo”. DKK reg. nr. 18692/2005. Han
Ejer: Pia og Bo Juhl Hansen, Hjørring
Udstilling: Excellent, res. CACIB
Træning/konkurrence: Lydighed
Sundhed: PL grad 2/1, højde 42 cm, kastereret 5 år gammel. Aflivet d. 15.04.2021 pga. alderdom.
* * *
Vitovani´s Armando de Bel´Mo “Aiko”. DKK reg. nr. 18691/2005. Han
Ejer: Michaela Schmidt, Østrig
Sundhed: Pensioneret avlshan, højde 42 cm. Aflivet d. 05.07.2021 pga. alderdom.
* * *
Vitovani´s Alfredo de Bel´Mo ” Hondje”. DKK reg. nr. 18688/2005. Han
Ejer: Lis og Leif Jensen, Risskov
Sundhed: Højde 42 cm. Aflivet i 2013 pga. ændret mental adfærd.
A-kuldet´s hvalpedagbog
Beskrivelser & billeder om deres færden fra 0 – 8 uger
Tirsdag den 06.12.2005:
I søndags tog Armando med sin nye familie til Østrig. Det var en lang rejse for Aiko – først med tog og så med fly fra København til Østrig. Aiko klarede turen rigtig flot. Aiko er den 3. kooiker, som bosætter sig i Østrig. Familien Schmit ønskes held og lykke med Aiko. We wish the Schmit family good luck with Aiko.
Tirsdag den 15.11.2005:
I dag er Alfredo blevet hentet af sin nye familie, så nu må Alpha og Armando nyde hinandens selskab. Alpha bliver jo Torben´s hund, så nu skal de to for alvor til at blive “venner” og skabe en god kontakt med hinanden. Jeg kan ikke helt slappe af endnu, Armando har mange ting at lære, inden han bliver hentet af hans familie fra Østrig. Han skal blive dus med at være i en transport box, som han skal opholde sig i under flyveturen til Østrig, han skal socialiseres de næste par uger med byture, busture, halsbånd- og linetilvænning, møde en masse mennesker osv. Jeg har fået tilbagemeldinger fra hvalpenes nye familier – de har det alle godt, er frække og fulde af selvtillid og det er jo meget glædeligt. Thorvald og Gesine ønskes held og lykke med deres lille Hondje.
Søndag den 13.11.2005:
Først var der 6, så blev det til 5 og nu er vi nede på 3 hvalpe. Støjniveauet er blevet en del lavere og antallet af “søer” også formindsket! I dag er de to Baloo´er blevet hentet. Bella har taget det pænt, vi kan ikke mærke et “savn” hos hende. Derimod tager hun sig ekstra godt af de sidste hvalpe, hun leger med dem og lærer dem alle “reglerne”. På tirsdag bliver Alfredo hentet og så har vi Alpha og Armando tilbage. Alpha bliver jo hos os og Armando bliver først hentet om 3 uger af hans nye familie fra Østrig. Vi ønsker Pia & Bo og Annemarie & Frank held og lykke med deres små, frække Baloo´er.
Alpha
Alfredo
Armando – sådan kan man jo også tage sig ud !!
Fredag den 11.11.2005:
I onsdags blev hvalpene chippet, og det tog de pænt. Vi fik lige bekræftet igen, at Armando er floklederen, idet han “brokkede” sig mest! Han er ellers en meget rolig “leder” og opfordrer sjældent til slagsmål. Vi kan godt mærke nu, at hvalpene bliver 8 uger i morgen. Der er virkelig action på dem og de søger nye udfordringer hver dag. De indbyrdes slagsmål bliver også mere og mere voldsomme. Deres intervaller, hvor de er vågne og aktive, bliver også længere. Amigo er den første hvalp, som forlader os. Så i denne anledning har han været i bad i dag, fået klippet negle, klippet hårene mellem trædepuderne og renset ører, han skulle jo gerne være en rigtig “lækker” hvalp, at få med hjem. Vi ønsker Jens og Lisa held og lykke med deres lille Amigo.
Alpha, Amigo & Armando
Søndag den 06.11.2005:
Nu er hvalpene 7 uger gamle og vi går nu ind i sidste uge, hvor hvalpene bor hos os. Her til morgen fik hver hvalp et lille kogt okseben med lidt kød på. De fandt hurtigt et sted for dem selv og gik i gang med at gnave. At et kødben også betyder noget for en lille 7 uger gammel hvalp, fik vi at se, da to af hannerne prøvede at få kødbenet fra Alpha. Hun “fortalte” dem helt klart med knurren og bestemthed, at de skulle holde sig væk, for dette kødben var hendes! Vejrguderne har jo virkelig været med os, så hvalpene har været meget uden for og brænde noget krudt af. De har fortsat mulighed for at være i det meste af huset sammen med os, og de følger nysgerrigt med i alle vores daglige gøremål. Hvalpene får indimellem mellemmåltider i form af hundekiks, æble, banan, hvor de bliver håndfodret og får selvfølgelig ros, hvis de “opfører” sig roligt. Søndagens store hit for Anna – de fleste af hvalpene har fået en køretur i hendes dukkevogn, og det var hygge for både Anna og hvalpene. Når jeg om eftermiddagen har hentet Anna i hendes fritidsordning, har jeg på skift taget en af hvalpene med. Det har været en stor succes for både hvalpene og børnene i fritidsordningen (og ikke mindst pædagogerne).
Amigo, Alberto, og Alfredo gnaver kødben
Bella og hvalpene forbrænder lidt energi !
Frisk luft trætter så det kræver afslapning og en god lur !
Anna og Alpha Alberto hygger sig i dukkevognen
Alfonzo og Anna Alfredo og Amigo spiller bold
Fredag den 04.11.2005:
I dag har hvalpene været til sundhedstjek hos vores dyrlæge og det gik godt – 6 sunde, raske og tillidsfulde hvalpe. Køreturen til dyrlægen tog hvalpene fint, de faldt faktisk i søvn efter 5 minutters kørsel. I den næste uges tid, inden hvalpene forlader os, vil vi tage hvalpene med på små ture i bilen, både sammen og enkeltvis. Hvalpene blev vejet hos dyrlægen, og de ligger meget ens vægtmæssigt, dog ligger Armando (vores lille bamse) stadig i spidsen, og efter nærmere iagttagelser er det vist ham, som må betragtes som alpha-hannen i flokken. Hvalpene tager indimellem nogle ret voldsomme “opgør” med hinanden, men det er jo en vigtig del af deres opvækst! Bella giver stadig hvalpene lov til at die hos sig et par gange om dagen. Vi håber, at hun selv den næste uges tid begynder at sige helt fra, så vi ikke skal til at “blande os”. Hvalpene er rigtig gode til at spise deres tørfoder. De får den serveret på forskellige måder: forskellige steder i huset, uden for spredt på fliserne osv.
Køreturen til dyrlægen, som hvalpen tog rigtig fint
Sådan ser det ud når maden serveres i en papkasse
Nicklas og Alfonzo
Søndag den 30.10.2005:
Nu er hvalpene 6 uger gamle. Det har været en uge med virkelig fut i. Hvalpene bliver mere og mere “aktive” og vældig modige. Vejret har jo virkelig været med os, så vi har arrangeret et “oplevelses” område på vores terrasse. Det har hvalpene virkelig nydt. 20 minutters leg i fuld tempo, og en naturlig træthed har prompte overmandet hvalpene. Hvalpene færdes fortsat i hele huset, og vi render rundt med køkkenrullen under armen, for der sker jo uheld ret ofte! Vi synes, at det fungerer godt, hvalpene trives med at følge os, hvor vi nu lige befinder os i huset, og de får en masse indtryk. Vores børn, Anna, Sander og Nicklas leger meget med hvalpene og nusser med dem og de har ofte kammerater på besøg, så hvalpene er fuld fortrolige med børn på nuværende tidspunkt. Bella lader fortsat hvalpene die 3-4 gange om dagen. Derudover får hvalpene tørfoder 3 gange om dagen, gerne spredt ud over gulvet, som de så med vældig iver går i gang med at finde og spise. Natten tilbringer de alene nu i baggangen. De “går til ro” ved 22.30-tiden efter en lille portion A-38 og der er så ro hele natten (for det meste) til ca. kl. 7 næste morgen. Jeg håber selvfølgelig at det fortsætter men….. ønsketænkning?! Nogle af hvalpene er blevet præsenteret for vinger fra duer. Der blev næsen virkelig brugt og vingerne skulle da også lige ruskes lidt og bæres rundt i stuen. Ligeledes er de blevet præsenteret for vildt. Torben var på jagt med Bonnie lørdag og havde en fasan og en and med hjem. Det er jo meget stærke lugte, men et par af hvalpene var alligevel nysgerrige og lugtesansen blev virkelig brugt. Hvalpene bliver fortsat børstet og får kigget tænder, ører osv. næsten dagligt. Jeg kan tydeligt mærke, at nu er de begyndt at nyde seancen. To af hvalpene har været ude på en lille gåtur i dag, men det var nu mere trygt at blive båret!
Sander og Alfredo i hyggestund – Alfredo og Amigo er med på en lille gåtur
Amigo undersøger en due vinge – Armando og Alberto undersøger en fasan
Sandkassen hvor gravelysten bliver brugt – Med halen lige i vejret går det bedre
Balancebrættet bliver flittigt brugt – Alpha på opdagelse i haven
Lørdag den 29.10.2005:
Nu er hvalpene blevet fordelt til de forskellige: Alpha skal blive hos os og bliver Torben´s hund. Torben vil bl.a. træne jagthundetræning med Alpha og så vil vi selvfølgelig også udstille hende. Alberto, som har fået kaldenavnet Baloo skal bo hos Annemarie og Frank i Ålum lidt uden for Randers sammen med Coton´erne Malle og Blixen. Annemarie vil træne Agility med Baloo men vil også prøve kræfter med jagthundetræning. Vi håber også at se Baloo på nogle udstillinger. Amigo skal bo hos Jens og Lisa i Randers sammen med to flat coated retrievere og papegøjerne Nick og Rosa. Jens vil træne jagthundetræning med Amigo og så har vi “lokket” Jens til at gå på udstilling med Amigo. Alfonzo, som har fået kaldenavnet Baloo, skal bo hos Pia og Bo i Hjørring. De vil gå til Agility med Baloo. Alfredo, som har fået kaldenavnet Hondje, skal bo hos Gesine og Thorvald i Risskov. Thorvald vil gerne træne spor med Hondje. Og vores “lille” bamse Armando, som får kaldenavnet Aiko, skal bo hos en familie i Østrig. Aiko skal hygge sig sammen med familiens 3 børn og familien har planer om at gå til udstilling med Aiko.
Søndag den 23.10.2005:
Nu er hvalpene 5 uger gamle og der er virkelig sket noget den sidste uges tid …. Deres indtag af mad stiger stødt og her sidst på ugen er de begyndt at få hvalpefoder i tør form samt lidt A-38 blandet op med lunken vand ved siden af. Der følger jo også udgift med – i køkkenruller – vi bruger ca. 3-4 køkkenruller om dagen til at opsamle små søer osv. Vi har valgt at lade hvalpene rende så meget rundt i vores hus, som de ønsker. Vi håber på, at denne prægning gør, at de falder hurtigt til i deres nye hjem. Her i weekenden har vi dog fået arrangeret hvalperum i vores baggang, her skal hvalpene være om natten og når vi ikke er hjemme. I den sidste uges tid er hvalpene blevet præsenteret for kaninskind, tunnel (agility), mindre børn, de har været ude alle de dage vejret har været til det, og ENDELIG har Bella accepteret, at Bonnie er sammen med hvalpene både inde og ude. Vi tror, at grunden til at Bella først nu har givet Bonnie lov til at være sammen med hvalpene er, at Bonnie er Alfa-tæven i vores hundeflok til daglig!! Hvalpene er fuld fortrolige med både Sille og Bonnie.
Alberto undersøger kaninskindet – Anna og de legesyge hvalpe
Vores baggang forvandlet til et “hvalperum” – Bonnie er kaptajn under spisningen
Tunnelen er en stor succes – Alfredo, Bella og Bonnie på opdagelse !
Søndag den 16.10.2005:
Nu er hvalpene 4 uger gamle og i går lørdag var hvalpene ude for første gang. De var ude på vores terrasse i ca. 10 minutter og flere af hvalpene var modige nok til at gå væk fra Bella for at gå på opdagelse. Søndag var vejret igen godt og vi lod dem lege lidt på græsplænen. Det var også en succes, specielt Bella blev helt kåd og legesyg ved at få sine hvalpe med ud i det gode vejr. Hvalpene er også begyndt at rende rundt i køkkenet og stuen og gå på opdagelse. Det er noget som virkelig trætter dem. I morges kl. 5 havde “lille Plet” fundet vej ud over hvalpekassens kant, så nu er det vist snart slut med at være i den om natten. Jeg er begyndt at tage hver enkelt hvalp på trimmebordet og børste/undersøge den. Her i starten ca. 3-5 minutter. Dette bl.a. for at vænne hvalpene til berøring, at lade sig børste og undersøge i alle “ender og kanter”. Dette skulle jo gerne blive en rigtig nydelse for dem hen ad vejen! Bella er begyndt at “opdrage” på hvalpene og hun er meget opmærksom på dem. Dog lader hun dem selv klare deres små indbyrdes “slåskampe”, og dem er der flere af i løbet af dagen – men de skal jo i den næste tid finde ud af, hvor de hver især “står” i flokken! De får nu hvalpefoder 2 gange om dagen, men de spiser fortsat meget hos Bella, som har masser af mælk endnu.
Armando og Amigo – er vi ikke nuttede ?
Mon der er plads til én til ?
Tirsdag den 11.10.2005:
Spisesituationer & afslapning
Alfredo har fundet vej til Bella og nyder sit måltid med “store armbevægelser” !
Armando og Alfredo i gang med det daglige måltid – det går laaangsomt fremad !
Bella nyder at få sin mad samtidig med, at hvalpene dier, Alpha synes åbenbart mor´s mad er mere spændende !
Søndag den 09.10.2005:
I dag er hvalpene 3 uger gamle og nu går det stærkt med udviklingen. De render alle rundt i hvalpekassen nu og er begyndt at interessere sig for hinanden, der leges, bides og tumles! Der er ingen tvivl om, at de kan høre nu – starter én af hvalpene med bjæf og hyl, ja så følger resten af flokken med i kor. De bliver dagligt nusset og kælet med (op til flere gange). Vi har stillet hvalpekravlegården op, hvor hvalpene så kan være indimellem. Der er mere plads til at rende rundt og det giver dem også bedre udsyn til den “store verden”. Hvalpene er også blevet præsenteret for “rigtig” mad – blendet hvalpefoder tilsat hvalpemælk. Vi giver dem én gang dagligt den næste uges tid. Bella trænger vist også snart til at blive “skånet” lidt, hvalpene er meget “krævende” i øjeblikket når de dier, de nærmest slås for at få mest mad! I dag har vi haft besøg af hvalpekøbere – det har været hyggeligt og fornøjeligt for både de 2-benede og 4-benede !!
Anna nyder sin “nye” rolle – hvalpekravlegården med udsyn til den “store verden”
Mon ikke der er lidt sjovere uden for ? – Så skal der samles kræfter til næste runde !
Søndag den 02.10.2005:
Nu er hvalpene 2 uger gamle og de har alle tredoblet der fødselsvægt og lidt mere til ! De har alle åbnet deres øjne og er begyndt at komme op på alle fire ben, balancen er dog stadig uden kontrol. De bjæffer, piber, knurrer og er hurtige til at finde Bella, når det er spisetid. De har fået klippet negle for første gang, og vi er begyndt at tage hvalpene op og nusse dem, så de vænner sig til berøring og vores lugte. Bella er stadigvæk en super hundemor, og i dag fik Sille, vores Whippet, lov til at komme ind i stuen på visit ! Bonnie er stadig nægtet adgang – til hendes store ærgrelse !
Søndag den 25.09.2005:
Nu er hvalpene 1 uge gamle, og de har alle fordoblet deres fødselsvægt. Hvalpene og Bella har fundet en rytme mht. sove- og spisetider, og Bella´s efterveer er ved at aftage, så vi glæder os til en “stille og rolig” tid, inden det går løs med prægningen af hvalpene.
Hvalpene 1 uge gamle
Fredag den 23.09.2005:
Nu er hvalpene knap 1 uge gamle og der er ved at være “liv” i hvalpekassen. Når hvalpene har spist kravler de væk fra Bella og lægger sig hist og pist. Indimellem tumler og ruller de rundt og kan slet ikke styre deres bevægelser. De går i øjeblikket under navnet “tumlingerne”. De tager fint på alle 6, de har faktisk næsten nået at fordoble deres fødselsvægt, hvilket jo er rigtig flot! Bella passer godt på sine hvalpe og “ordner” dem til punkt og prikke. Vi har hvalpekassen i vores stue, hvor vi hele tiden kan følge med i hvalpenes trivsel, og Bella nyder, at vi er i nærheden af hende meget af tiden. Allerede nu synes vi, at hvalpene viser deres helt egen personlighed.
Mandag den 19.09.2005:
Nu er hvalpene et døgn gamle og alt går planmæssigt. Bella og hvalpene har været til dyrlægetjek i dag – både Bella og hvalpene var helt OK. Alle 6 hvalpe har taget på det første døgn mellem 22 -71 gram.