↑ Tilbage til Om racen

Hollandsk Kooikerhondje

Kooikerhondjen er en gammel hollandsk race, der blev fremavlet til at lokke ænder i fælder på andejægerens lokkesteder. Kooikerhondje betyder da også “lokkejægerens hund”. Kooikerhondjen kan ses afbildet på malerier fra 15- og 1600-tallet, men racen blev ikke officielt anerkendt før i 1966. I starten af 1900-tallet var racen tæt på at uddø, da der var et stort fald i antallet af lokkejægere og lokkesteder og dermed ikke arbejde til kooikerhondjen. I alt regner man med, at kun omkring 25 kooikerhondje var tilbage på dette tidspunkt i hele Holland.

I 1939 besluttede den lidt excentriske baronesse van Hardenbroek van Ammerstol at redde den lille kooikerhondje. Baronessen gav en omvandrende handelsmand en tot hår og et billede af racen og ved hjælp af dette, blev der opsporet en tæve ved navn Tommie. Senere blev der fundet et par hanhunde af lignende type, og ud fra disse hunde blev kooikerhondjen genetableret.

Racen er i dag populær i Holland og har igennem de senere år fået en stadigt voksende fanskare i Danmark. Racen blev officielt anerkendt i 1971 og blev importeret til Danmark i 1987. I 2004 var der ca. 700 kooikerhondje i Danmark.

 

Kooikerhondjen – den alsidige hollænder

Kooikerhondjen, i daglig tale kaldet Kooikeren, kom til Danmark i 1987, og har siden vundet manges hjerter. Det er næsten altid sådan, at har man først haft en Kooiker indenfor sine døre, så bliver det for altid. Dens tiltalende væremåde, ideelle kropsstørrelse, arbejdsglæde og dens hengivenhed overfor sin familie, gør den til en fantastisk hunderace.

 

Ikke kun et smukt ydre

Der siges ofte, at Kooikeren er en stor hund i en lille krop, og trods dens smukke ydre er den bestemt ikke en sofahund/skødehund. Kooikeren har brug for motion og aktivitet, og den skal have mentale udfordringer i hverdagen. Den har let ved at tilpasse sig forskellige omgivelser, og er derfor en nem hund at have med sig overalt.

 

Opdragelse

Den følsomme og intelligente Kooiker har ikke brug for en hård opdragelse, men behøver en kærlig og konsekvent opdragelse og en beslutsom ejer, der forstår at sætte grænser for hunden, således at den ikke er i tvivl om, hvad ejeren mener. Kooikerens følsomhed bliver ofte tolket forkert, og ejeren undlader som følge heraf at give Kooikeren den konsekvente opdragelse den behøver. Det er derfor vigtigt, at man som Kooiker-ejer prøver at sætte sig ind i Kooikerens væremåde, og lærer at læse dens kropssprog, så man kan give hunden den rette opdragelse.

Kooikeren er ikke en gøende race, men den har dog vagthunde instinkter, så man skal ikke forvente, at en Kooiker aldrig gør. Men jo mere rolig en adfærd ejeren/familien udviser, jo roligere bliver hunden i disse situationer. 

 

Kooikeren og fremmede

Kooikeren kan være reserveret over for fremmede – både mennesker og andre hunde. Den har behov for et stort personligt rum og for at se fremmede an, inden den hilser. En Kooiker vil gerne selv bestemme tempoet. Dette behov skal respekteres, presses hunden til kontakt, kan det resultere i en usikker og måske udfarende hund. En Kooiker ønsker ikke nødvendigvis at hilse på og lege med alle andre hunde den møder på sin vej.

 

Prægning og socialisering

Idet Kooikeren kan være reserveret overfor fremmede personer og andre hunde er prægning og socialisering absolut nødvendigt, og prægningen skal starte allerede, mens hvalpen er hos opdrætteren. En Kooiker der føler sig tryg og har lært verden at kende fra den er helt lille hvalp, bliver en tilpas og tillidsfuld hund.

En kooikerhvalp må aldrig ynkes, og det er vigtigt at bevare roen, når man opdrager en Kooiker.

 

Børn og familien

Fra naturens side findes der ikke børnevenlige hunde. Børn og hunde må lære gensidig respekt for hinanden. Kooikeren er utrolig hengiven og opmærksom overfor sin familie. Vokser Kooikeren op i en rolig og harmonisk familie, får man som regel en rolig og problemfri hund. En Kooiker er en tro følgesvend, der deltager aktivt i alt, hvad du foretager dig og følger dig overalt, selv når du går i køkkenet for at sætte kaffen over eller går på toilettet. De elsker at være med i alt, hvad du foretager dig, også ude holder Kooikeren ligeledes tæt kontakt til føreren. Så lad altid Kooikeren være en del af flokken/familien.

 

Træning

Den alsidige hollænder – Kooikeren – er en hund med mange egenskaber, idet den både er arbejdshund, vagthund, jagthund og familiehund. Den egner sig stort set til alle former for hundesport, den elsker vand og er en fantastisk svømmer. Kooikeren elsker at arbejde sammen med sin ejer, hvilket gør den til en lærenem og fantastisk træningskammerat.

 

Kooikeren som jagthund

Kooikeren er klassificeret som jagthund (FCI gruppe 8), hvilket den også lever op til.

Ser man tilbage på Kooikerens oprindelse, så skal den holde andefælderne fri for mus, rotter og andre smågnavere. Det betyder, at den skal jage og fange. Derfor vil man ofte opleve Kooikere med udpræget jagtinstinkt. Kooikeren har også jagtegenskaber i form af apportering af vildt på land og vand og ligeledes drivende/stødende egenskaber. Dog ligger det ikke så naturligt hos Kooikeren, som hos en Retriever, men helt klart noget Kooikeren kan oplæres i. Ligeledes arbejder Kooikeren fantastisk med sin næse, og derved vil man ofte opleve en Kooiker, hvis den bliver sluppet løs i skoven, vil ”gå på spor” efter vildt.

 

Pelspleje

Kooikeren kræver ikke megen pelspleje. Pelsen skal hverken trimmes eller klippes, men blot børstes en gang om ugen – evt. bades, når det er tiltrængt. De fine hår bag ørerne og ”bukserne” bør børstes ekstra. Endvidere skal kooikerens negle klippes og hårene mellem trædepuderne skal klippes ned i niveau med trædepuderne med en alm. saks.

 

Kilde: Dansk Kooiker Club

Se endvidere racestandarden på klubbens hjemmeside: www.kooikerhondje.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Minder fra alle vores udstillingsoplevelser ….