Opdræt

Da vi i 2003 fik vores Kooiker tæve Nanza-Bella, havde vi da gjort nogle tanker omkring udstilling, hundetræning og opdræt, men at vores hverdag skulle blive så fyldt med herlige hundeoplevelser, havde vi ingen anelse om. Vi spørger tit os selv, hvad lavede vi egentlig før vi fik hund ??

Ikke nok med at “hunden” har taget et stort favntag om os her i livet, så er det simpelthen racen Kooikerhondje, som fuldstændig har taget os med storm. Vi elsker ALT ved denne dejlige race, så er det sagt 🙂

Vi har gennem de sidste år gjort os mange tanker og mål om vores opdræt. Det at være opdrætter er et stort og bindende ansvar, og vi tildeler os selv en livslang rolle som evighedsstudent. Man bliver aldrig “udlært” indenfor dette område, og det er vigtigt altid at være ærlig overfor sig selv og sit opdræt. Når der indimellem opstår “triste episoder” i vores opdræt, hundeflok m.m., så har vi lært, at sådanne episoder giver én erfaring, og det er blot at bruge disse erfaringer positivt.

Som opdrætter må vi forpligte os til at arbejde for og bevare sundheden i racen. Gøre vores bedste for at forbedre type, bevægelser, temperament og helbreden må prioriteres højt. Sundt opdræt handler vel kort sagt om raceforbedring over tid og om at beskytte vores race!

 

Det er FANTASTISK dejligt at have et kuld hvalpe, men det kræver sandelig også megen tid og energi. Vi gør meget ud af at finde “den helt rigtige” hanhund til vores tæve, og hanhunden vi bestemmer os for, er fundet lang tid før den planlagte parring. Vores avlstæve skal også plejes, motioneres, trænes og socialiseres på bedste vis, så hun kan være i den bedste form til at få et kuld hvalpe og passe sine hvalpe optimalt. De 8 uger, hvor vores tæve har hvalpe, drejer det sig kun om at give hvalpene en god start på livet. Vi har dem i hænder HVER dag, og når de er ca. 2 uger gamle, starter den store prægning og socialisering, som skal stimulere hvalpene til at blive robuste og selvsikre til den verden der venter dem, når de flytter ud til deres nye familier. Vi stiller krav til vores hvalpekøbere, og vi ønsker også at der skal stilles krav til os. Vi ønsker gensidig respekt og en god mavefornemmelse, når man ønsker hvalp fra os, det mener vi giver den bedste start for den lille hvalp og et godt samarbejde i fremtiden. Det er herligt at få en hvalp i huset, men også et stort arbejde og forpligtelser.

HUSK at det er dig som hvalpekøber der vælger, at hvalpen skal bo i dit hjem, og ikke hvalpen der har banket på din dør og spurgt, om den må bo hos dig !